Bare fordi man ikke er fagperson, er det vel ikke ensbetydende med, at man ikke har noget at skulle have sagt? Og nej, jeg har ikke lavet kvantitative undersøgelser, ligesom jeg heller ikke kender branchen til fulde. Jeg har kun min egen stemme og egne tanker at gøre godt med, og jeg ved godt, de muligvis ikke er så vigtige, men efter at have fulgt med i den igangværende debat om danske films fremtid, må jeg nu alligevel spytte et par tanker ud i det offentlige rum.
Filminstruktør Annette K. Olesen startede denne debat med sin kronik: Dansk film er spærret inde i biografen i Politiken d. 21. november 2011, hvor et par af hovedpointerne var, at danske film er fanget for længe i biograferne; holdback perioden på 4 måneder er for lang, og filmene skal være tilgængelige for publikum udenfor biografen meget hurtigere. Der kom hurtigt svar, debat og reaktioner på det skrevne, og dette i alle højder, lag og niveauer. Sociale medier, online fora og aviser blev ramt af “danske-film-bølgen”, og den bølgede surfede jeg med på. Nu, en uge senere, har dette indlæg nået overfladen.
Verden er i konstant forandring. Sådan er det, og sådan skal det være. Hvis man vil følge med, så må man forandre sig i samme tempo, ellers går det galt. Og det er det, der formentlig er ved at ske med den danske filmbranche. “Man kan ikke lære en gammel hund nye tricks” siger de kloge. Men jeg er sikker på, at de tager fejl. Hvis hunden er villig til at lære, så kan læremesteren sagtens klare det! Læremesteren er i dette tilfælde de personer med holdningen: forandring fryder. – Den almindelige dansker, der har forstået, at verden forandres.
Samtalen går altså på, at film skal hurtigere ud af biografen og ind i folks stuer. Om det er på Video on Demand eller DVD. Alle kneb gælder – så længe det er lovligt. Hvis man tager de ukritiske briller på, handler vel det i bund og grund bare om at udnytte de ressourcer, der allerede er tilgængelige i form af moderne teknologi? Jeg er godt klar over, ja, at langt den største indtægt for danske film er biograferne, men jeg tror på samme tid, at eksempelvis VoD vil vinde indpas i langt flere folks hjerter, hvis det fik en reel chance herhjemme. Brugervenlige platforme, kommunikation, markedsføring og absolut ikke mindst nytænkning er kodeordene!
En anden mulighed er at give publikum en helt anderledes oplevelse. Her er nok, som filminstruktør Christina Rosendahl skriver, primært tale om arthouse-, politik- og musikfilm. Sæt dem ind i en sammenhæng og lad folk få en anderledes oplevelse. Events, diskussioner og alternative fremvisninger er muligheder. Et par af de steder, der rent faktisk har succes med den slags er Grand Teatret i København og Øst for Paradis i Aarhus. Hatten af for dem og deres nytænkning – og i dén grad også deres “vi-tør-godt-føre-det-ud-i-livet” gå-på-mod!
I mine øjne virker den danske filmbranche angst. Modernitet og forandringer er skræmmende, og de siger, at hvis der skal andre boller på suppen, så skal der penge på bordet først. Problemet er, at pengene først kommer, når bollerne er skiftet. En ond cirkel, der skal brydes, vil nogen kalde det. Heriblandt mig! Men hvordan brydes den bedst?
