Category Archives: Marokko

At være midt i Europa

En af fordelene ved Bruxelles er helt klart, at byen er placeret lige midt i det hele. Midt i Europa! – Med billige fly- og togbilletter til alverdens destinationer. Og dét har vist sig at være fantastisk givende og tilfredsstillende for mit rejsegen, selvom det nu er ‘left longing for more’! Det er selvfølgelig ikke altid lige let, når man liiige skal passe et fuldtidsarbejde (+ overarbejde) og skrive eksamensopgave ved siden af. Men derfor har jeg da stadig fået set og rejst en hel del.

Februar var ret sløj, men marts var god. En tur til Brügge, Paris og Antwerpen. April var heller ikke dum, for den bød på Leuven, Antwerpen og Luxembourg. Så kom maj med Amsterdam og Marokko. Juni skulle egentlig have budt på både Ungarn og Gent, men så kom eksamen i vejen, og det mest eksotiske, der blev budt på, var Sankt Hans i haven – som absolut heller ikke var dumt. Juli byder på Sardinien og forhåbentlig endnu en lille smuttur til Paris. Bare fordi det er billigt, og fordi jeg kan!

Jeg takker Bruxelles for sin centrale placering som Europa hjerte!

Reklamer

Pinse i Marokko

Helligdag på en mandag. Det må udnyttes, tænkte vi – og med vi mener jeg naturligvis min sjæleven og klippe her i Bruxelles, Gitte. Straks derefter havde vi taget fri fredag og tirsdag også, og i løbet af 40 minutter var flybilletterne booket. Pinsen blev hermed tilbragt i Marokko på den hurtigst bestilte tur, jeg nogensinde har været på.

Klokken 3:40 om natten stod der en taxachauffør udenfor kollegiet – gaaab!

På mærkværdig vis nåede vi forholdsvis udhvilede og friske frem til Marrakech; et eventyr var begyndt. Jemaa el Fna, den store plads, møder os med lyde, dufte, dyr, overvældende synsoplevelser og fantastiske farver. Overalt er der folk, der har en mening om både min og Gittes krop og kan tilbyde alt fra tasker til fish’n’chips og sex. Det var overvældende og fantastisk, og det var som om, vi trådte ind i en magisk hule af alt fra farvestrålende boder til fortyndet friskpresset appelsinjuice. 3 dage i luksusriad, tilbud fra de lokale en masse og måltider fra det lokale køkken. – Tajine og couscous langt bedre end tidligere smagt. Og billigt!

Assilah, en lille by mod nord. En enkelt nat. Alle folk var skæve og ville ryge hash. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vi forlod vores magiske mekka for dette sted. En strand og kameler opvejede det tragiske tab af en fortryllende riad og de farvestrålende boder, men jeg savnede stadig Marrakech og den lokale riad. Dagen efter blev Tanger besøgt. Marrakech virkede nu endnu mere fjern, og jeg savnede de farvestrålende boder endnu mere. Her var dog mere kyst, fantastisk udsigt og besværlige mænd, der pludselig ikke kunne tale fransk. Spansk eller arabisk sagde de. Ja tak, som om vi havde en chance. Her kom vi så fint med 5 sprog, og så rakte det ikke dårligt nok til at sige tak.

Marokko, et magisk land i de sydlige regioner. Et forvirrende, skævt (både bogstaveligt og overført) og fortryllende land i de nordlige. Indtrykkene er først ved at sive ind nu, men én ting kan jeg konkludere: jeg har formået at forelske mig i endnu et land, som jeg helt sikkert skal besøge igen. I hvert fald de sydlige regioner!